VANDREDAG 19

19. OKTOBER 2014

 FUENTERRBLE

SAN PEDRO DE

DE ROZADOS

AFSTAND:                28 KM

AFSTAND TOTAL    511 KM 

VEJR: +25 - 28C sol

HØJDEMETER:     150 m op   290 m ned

SVÆRHEDSGRAD                   mellem

Jeg duer bare ikke til at sove sammen med andre. 20 mennesker i samme rum med mindre end 1/2 m mellem sengene i 2 etager. Der er pæne og ordentlige bade og toiletforhold. Ikke noget at klage på. Men jeg vil helst have mit eget. Så jeg sov dårligt.

Dagens etape er paa 32 km, men her til morgen hvor vi alle mere eller mindre vandre ud samtidig er der mest stemning for at kun vandre til nærmeste by - den er kun 27 km væk.

Jeg har en rigtig dårlig dag kan jeg mærke. De første mange kilometer vandre jeg sammen med Samanta fra Irland en sød lille spinkel dame på

omkring de 40, der har en utrolig god fysik. Vokset op i en landbrugsfamile, der avler heste og som har en gård hvor de lejer heste ud og holder kursusvirksomhed.

Efter et par timer bliver vi begge enige om, at hun vandre foran, da hun vandre hurtige end jeg. Vi skal iøvrigt ud på en lille klatretur, nemlig fra niveau 900 m til niveau 1.140 m ved Cruz de Santiago i Sierra de la Dueña og så dur det ikke at snakke og vandre fordi det bl.a. er en sti du vandre på.

Et vældig irritationsmoment er - fluer - nogle små sataner, der er rigtig aggresive - vil gerne ind i øjne og næse og mund. De holder til under de mange stenege - store enkeltstående trær - og når det er varmt følge de med bl.a. kreaturerne og så os vandrede. Så ud over heden, at vandre op og har høj puls og åndedræt, skal du kæmpe en kamp med de fluer. Du er ved at blive idiot af at vinke dem væk. Her ville et fluenet omkring hovedet have været et gode.

Vel over bjergryggen går det stejlt ned gennem denne egeskov med fluer og det jævner sig så ud i niveau 1.000 og ud på Mesetaen. Dette kæmpe øde og træløse område.

I løbet af vandringen som jeg nu vandre alene begynder først rygsækken ikke at sidde rigtigt føler jeg, så er det for varmt, så en drikkevandet blevet lunkent, så skal du op ad en lang bakke på et par kilometer uden skygge overhovedet, så er det under hatten du sveder - hele tiden noget i vejen og de sidste kilometer bliver uendelige. Endelig når du ned til overnatningsbyen. Tørner ind i den første bedste bar og til din overraskelse sidder alle dem du var sammen med i går i baren og får sig noget styrkende. Kold hvidvin, Cola eller Fanta og får noget at spise hos en utrolig sød værtshusholder.

Det viser sig at der både er albergue og Casa Rual i sammen bygning, vi kan få aftensmad og morgenmad.Det er jo sidste dag inden vi skal vandre ind i Salamanca, hvor mange af os stopper og tager hjem fra.