Det er lidt ironisk, at denne flok (6 ældre franske kvinder) som jeg prøvede at undgå på vandringen, var de samme som jeg skulle spise aftensmad med og morgenmad næste morgen på overnatningsstedet.
Egnen jeg vandre i nu er Margeride. Umiddelbart siger det ikke en noget på dagens vandring. Dog støde man på et gammelt tårn i en lille flække ved samme navn. Når man så ser på historien, så er tårnet det eneste som er tilbage af en meget stor fæstning, hvor borgherren herske over egnen. Nuvel er det så mange år tilbage. Men sådan er der spor efter fortiden. Som nævnt to jeg et shortcut gennem en skov hvor der næppe har vandre nogen igennem i lang tid. Sporet var nærmest usynligt, men blev krydset af skovveje og dog kunne jeg næsten være sikker på, at jeg fulgte det. Da jeg kommer til en bred å og skal over, får man altid tanker over, om det nu er muligt at forcere vandløbet. Men ingen problemer. Og det næste om det nu er muligt at komme igennem et eventuelt hegn og hvordan man i såfald kan komme over. Heller ikke her problem er.Det er en lang vandring. Og man tænker ofte på, hvor ligger dagens slutmåt? Hvor er byen? Hvordan ser den faktisk ud?. Byen i dag gemmer sig. Ligger faktisk rigtig godt skjult. Lige som på, hvor man skal helt frem til byskilte for at se noget af den og så dukker den op. Ikke stor by, men med bager, slagter og mindre supermarked. Der er 1.500 indbyggere. Ikke meget at skrive om. Bykirken er aflåst.
