Om man vil vandre en kort rute frem til O Castro Dozón eller man vil vandre over Monasterio de Oseira, der er ca. 7 km længere. Jeg valgte den korte.
Valget skete fordi jeg faktisk er ved at begive med ud på 1½ dagsetape og gerne skulle nå frem til overnatningsbyen, hvor der kun er et offentligt albergue. Og med det antal prilgrimme der nu er på caminon, så skal man ikke komme for sent frem.
På vejen fik jeg følge af en spanier, der har boet hele sit liv i Sydfrankrig. Han kunne en anelse engelsk. Han var i vinfaget og faktisk fik vi os en hyggelig snak om vin og vinfremstilling.
På vejen havde vi en noget særartet oplevelse. Da vi skulle til at vandre fra asfaltvej og ind på en ret dårlig markvej, der førte op mod en lund eller skov, kom en ældre Opel Corsa med 4 unge mennesker med hæj fart kørende ind på markvejen så vi næsten måtte springe til siden. Bilen fortsatte med stor fart.
Min medpilgrim samlede en stor sten op og sagde at nu skulle vi være på vagt.
Da vi kom op i lunden blev markvejen til en sti og få hundrede meter længere fremme skulle vi over en å, hvor der var lagt en stor badoursten som bro.
Der var ingen "sideveje" frem til åen. Men bilen og de 4 unge mennesker så vi ingen steder.
Så min ven smed så stenen efter nogle kilometer. Jeg må indrømme at jeg ikke følte mig egentlig bange, men måske utryg og især mere på min vens vegne end mig selv.